Bloggerweekend i fuld effekt.

onsdag 01 september, 2010 9 Kommentarer Postet under: Mad

I fredags havde jeg fornøjelsen af at stifte “real-life” bekendskab med Nadia / foodfanatic.dk, Lars fra grydeskeen.dk og Kristian / kokkenkniven.com.

Antipasto´en forberedes.

Antipasto´en forberedes.


Som nogle af jer måske har læst af indlægget fra i fredags, hoppede jeg på toget mod Århus, og ankom ca. kl. 12.10, hvor Lars hentede mig, lettere rystet efter en skummel mandsperson havde rendt rundt i mellemgangen og ageret kylling og hvæset heftigt af mig gentagne gange =D.

Vi smed mine pakkenelliker i Lars bil, og gik ud i den store århusianske by, for at finde noget spiseligt, egentlig ville vi ha været på Salon salon, men de dovne kokke åbner ikke før kl. 14.00 så det blev Cafe Gemmestedet valget faldt på. En blanding af uglen fra Peter Plys hjem og en cafe.

Vi fik lidt tapas, god tapas faktisk, noget krabbesalat, røræg, frisk frugt og et udvalg af udenlandske pålæg og oste. Ganske fint til prisen. Og en røget laksesalat, med en kartoffelsalat, rørt på sennep og knustekartofler. Samt en lettere intetsigende sydafrikansk mousserende vin. Herregud man kan ikke vinde hver gang. Vi drøftede endvidere hvad vi skulle fremtrylle af kulinariske retter, planlagde løseligt en rækkefølge af indkøbssteder og satte sejl.

Tonkabønnerne mortes.

Tonkabønnerne mortes.

Vi startede med en yderst hyggelig lille Italiensk specialitets butik, vi havde nemlig besluttet os for at lave en lille antipasto til forret. En bedårende pige, lod os smage på strengt taget det meste, selv det vi ikke viste interesse for! Vi fik lidt pølser, skinke og grillede artiskokker med hjem, samt lidt cipollini løg, de skulle dog ikke bruges til forretten. I en snæver vending endte vi på havnen ( P. Clausen / Clausens fiskehandel ), med hænderne fulde af laks, salturt, og tang. Dernæst tog vi ud til Skovgaard Vine i Hornsleth og hentede vin, lidt forskelligt blev det til, men mere om det senere.

Pastaen valses.

Pastaen valses.

I en hastig fart blev Inco droppet og vi kørte hjem til Lars, hvor vin blev lagt på køl og fik sagt pænt goddag til hans yndige børn og kone. Vi skulle nemlig både nå slagteren og grøntgården. Lars informerede at det var en ret lille slagter, det var det! Men den rummede det en slagter skulle, med alt fra hjemmelavede retter til velhængte stege og hjemmegjorte pølser.  Dejligt sted! For sådan en storby dreng som mig, værdsætter man virkelig de her hyggelige små (og ordentlige) butikker en hel del! Vi fik en velhængt kalvefilet med os, og kørte mod grøntgården, her forestillede jeg mig en gammel længe/lade på en gård med golde og afskrabede vægge, men akke nej, her var der en helt butik, med alskens herlighed, bla. et sprødt sprødt savoykåls hoved jeg straks kom i kurven, det var så sprødt det kunne have været brugt som hoppebold! Vi købte lidt af hvert, bønner, brombær, helt nye friske danske discovery æbler, efterårs hindbær, tomater, feta (den gror de nok ik selv) og lidt andet godt, og prisen var under hvad det havde kostet mig i Netto, utroligt!!

Velankommet hos Lars igen, åbnede vi os en belgisk øl, og skulle lige kigge på min side efter en opskrift, for at finde ud af den var blevet hacket, tak tak, til den krøllebølle-hat der lige synes det var skægt!! Nå side fik lov at være side, Lars gik i gang med en hjemmelavet pasta til pappadelle, og jeg gik igang med panna cotta lavet på tonka bønne.

Imens ankom Kristian, med højt humør, 3 gode økologiske oste fra thise mejeri, og en hemmelig “natmad”. Kristian har jeg talt med på MSN og telefon et hav af gange, så han var den jeg “kendte” bedst. Og pludselig var vi 3 mand igang i køkkenet, Lars´s kone Mette udbrød muntert “ja, det er jo ikke hver dag man har 3 mænd i køkkenet” Der var også lidt trængt til sidst, men vi kom hinanden ved og der var ingen problemer med snakken, den rullede lystigt over stok og sten.

Kort efter ankom Nadia, med nogle meget inspirerende og flotte bøger fra SMAG PÅ KUNSTEN , som hun deltog i. Har siddet efterfølgende og savlet over de fantastiske kreationer alle de dygtige kokke har frembragt. Spetakulært!

Durello - Metodo Traditionelle.

Durello - Metodo Traditionelle.

Vi startede med en lækker antipasto, med lidt forskellige pølser, heriblandt en ret heftig lille pebersag, mmmm, et par grillede artiskokker, en god parmaskinke og en god cremet ko feta og lidt brød. Vi fik en Mousserende Spumante Durello (Metodo Traditionelle) fra et vinhus der hedder Marcato som ligger i Veneto. Den var vi alle ret begejstrede for!

Efterfølgende stod den på pasta, den hjemmelavede pappadelle, som Lars har opskriften på, og en sauce på cipollini løg og svampe, nå ja og rigeligt fløde :

Til 6 pers.

1 fed kinesisk hvidløg.

1 bakke champignon, gerne brune

1 håndfuld, pulveriserede tørre kantareller

200 gram cipolinni løg

3-4 dl fløde

worchestersauce

salt

peber

smør

Pappadelle med sauce af svampe og cipolinni løg.

Pappadelle med sauce af svampe og cipolinni løg.


Champignonerne renses og skæres i både eller skiver, og steges hårdt af i smør, lidt efter tilsættes cipollini løgene, sammen med en smule af olien/lagen (2 spsk.) Når det hele karamellisere tilsættes fløden og det pulveriserede kantarelpulver, worchestersauce, knust hvidløg, og lidt peber. Når det er reduceret lidt, smages til med salt, hellere undersalt end oversalte. Man kan hvis man ønsker tilsætte en smule hvidvin og lade det reducere helt inden fløden tilsættes.

Serveres med den friske pasta, og godt med friskrevet parmesan. Vi fik en Pinot Gris fra Ginglinger-Fix til, som med sin sødme, var en fin modspiller til den fede sauce.

Mellemretten blev til Laks skåret som sashimi, med salturt, tang stegt med sesam, og wasabi creme. Det eneste der egentlig skulle gøres her var at piske en creme af flødeskum, wasabipulver og salt. Kristian stod for udskæring af fisken og jeg piskede ;-)

Laks Sashimi med salturt, tang og wasabi creme.

Laks Sashimi med salturt, tang og wasabi creme.

Salturten var super spændt med havsaltssmag, og den var på samme tid meget urtet, et herligt indslag til den fede laks, og wasabi cremen var akkurat tilpas. Ikke for stærk ikke for slap. En dejlig mellemret, det blev til en Rose fra Woodstock Winery der blev følge svend til denne ret. En lækker fed rose på druen grenache, ikke sød men fyldig og smagsfuld. Som en rose skal være synes jeg.

Pludselig hylede stegefidusen op om at kødet snart var klar, og nu sad vi lige så godt, og mætte… Vi gik igang med “hovedretten” Som bestod af :

1 savoykålshoved.

2 fed hvidløg

300-400 gram friske, ukogte bønner.

1 god håndfuld ristede pinjekerner.

Smør

Salt

Peber

Langtidsstegt kalvefilet, med ristet savoykål, bønner og pinjekerner.

Langtidsstegt kalvefilet, med ristet savoykål, bønner og pinjekerner.

Start med at rense / vaske kålen og skær midten fra bladet. Og strimmel det i ca. 2 cm tykke strimler, og steg det af i rigeligt smør, og ved høj varme, det skal næsten krølle sammen, og må gerne blive gyldent. Ca. halvvejs kommes bønnerne og skiveskåret hvidløg på, og steges med. Som så serveres sammen med den langtidsstegte kalvefilet. Hertil fik vi et par forskellige vine, bla. Silver Peak – Zinfandel fra Californien, som klart var vellidt. Det er ikke alle der er vilde med druen zinfandel, den er tit for urtet, smagen af mynte afskrækker nogen, jeg synes derimod det er et rart islæt, og den floralle duft og smag tiltaler mig meget.

Klokken var ved at være jaaaa, temmelig sent og vi manglede stadigt 3 retter, og som en rigtig foodie, undlader man vel ingen? “no dish left behind”. Og Nadia var nødt til at skulle afsted inden midnat, så valget faldt på osten som næste ret.

Thise Mejeri Ostebord. Kornblomst i 3 varianter.

Thise Mejeri Ostebord. Kornblomst i 3 varianter.

Her havde Kristian disket op med 3 usædvanligt lækre oste fra Thise Mejeri, en Kornblomst (brie) En røget Kornblomst som var skærefast, og en blåskimmel kornblomst, som var yderst potent. Alle 3 oste var spetakulære, på hver deres måde, gudskelov, brie´en var noget så cremet og lækker. Men jeg var nu mest til den røgede version, på en TUC, det var gode sager. Blåskimmel versionen var lige en tand for stærk for mig. Nadia havde nogle nordjyske kommenkiks med som virkelig var lækre, jeg er normalt ikke til kommen overhovedet!

Nadia måtte tage afsked inden næste ret nåede vores ganer, Kristian gik solo i køkkenet, og fremtryllede hans Torsk med bacon, æble og abrikos. Mmm den var god! Dejlig samspil mellem det søde, salte og sure. Jeg vil dog sige at på daværende tidspunkt, var jeg ved at være rigtig, rigtig mæt, så næste gang jeg ser Kristian skal den være forret!

Sidste skud på stammen af dette overdådige måltid var Panna Cotta på Tonkabønne, en lille bønne der for de uindviede dufter af kanel, vanille, hø, lidt kardemomme og i min næse lidt cedertræ. OG KRAFTIG! Den er forbudt i visse lande, pga. et indhold af et giftigt stof der hedder Couramin. Så det er ikke nogen man skal kyle ned som peanuts! Lars var kemikeren der regnede sammen hvor stor en mængde vi kunne spise indenfor grænseværdien af dette giftige stof. Vi lever, så mon ik han regnede nogenlunde rigtig!? Panna cotta´erne blev lavet efter opskriften i Sølvskeen (Italiensk Kogebog / Bibel) men uden vanille og udelukkende knust tonkabønne. Og en coulis af clara friis pærer kogt med sukker og vanille. Samt anrettet med friske bær.

Ovnbagt torsk med bacon, æble og abrikos.

Ovnbagt torsk med bacon, æble og abrikos.

Mine smagsløg, synes godt om tonkapanna´en, omend den var en smule parfumeret, og en anden gang ville jeg nok skrue ned for mængden (vi brugte 5 bønner, til 5 dl fløde) og tilsætte vanille. Så de 2 kan suplementere hinanden istedet. Og så vil jeg sige at jeg tror tonka´en vil gøre sig bedre som is, og en mindre mængde gør den nok mere delikat, mængden Lars regnede sig frem til var vist hvad man kalder i den høje ende! Det med isen prøver jeg af i nær fremtid.

Rigeligt mad og vin senere, trillede vi alle meget mætte i seng, med ca. 4 timer til wake-up, var det bare med at få sovet 5 kvarter i timen. Jeg blev vækket kl. 06.00 af Kristian, som aede mig hen over skulderen, mens hans bløde dybe stemme sagde, klokken er 6 chef, klokken er 6 chef, godmorgen. Dejligt, dejligt! Lidt senere efter alle morgen gøremålene fik jeg knipset et par dejlige billeder af solopgangen udenfor Lars´s hus.

Panna Cotta på Tonka bønne med pære coulis.

Panna Cotta på Tonka bønne med pære coulis.

I sandhed en dejlig morgen, med en stadig overhængende voldsom mæthedsfornemmelse fik jeg skyllet en kop kaffe ned, bevæget mig og pakkenellikerne ud i bilen. Vi bevægede os mod Århus Centrum for at hente legefrokost til den samlede stand af madbloggere der skulle deltage i Madbloggersymposium 2010. Mads Nybro tog imod os, Mads er en særdeles høj mand, 203 cm. for at være eksakt! Ham kunne jeg ret godt li, han var høj, intens, og ikke mindst bragende dygtig, og Beta, havde en helt særlig stemning, meget dragende! Mads tilbød os en kop espresso, og hullaballula der var riv i den kop, det kan jeg godt hilse og sige! Men Mads havde ikke lige en ekstra frokost, jeg kunne gumle nu jeg ikke kunne deltage! Så stoppede min fascination af ham brat! Nej spøg til side.

I sandhed en smuk morgen i det jyske.

I sandhed en smuk morgen i det jyske.

Mads & Beta er særdeles spændende! Med bilen stop proppet med frokost, og nogle særdeles insisterende duftende Panini´er dragede vi videre på turen, næste stop var at tage Nadia med os, og efter en times kørsel, meldte sulten sig lidt, så en flaske Vitamin Well, for mit vedkommende, og en ostemad for andres, satte vi kurs mod sjælland. Jeg var tilbage på den slagelseianske pløjemark lige omkring 09.45 – og tog afsked med de 3 dejlige, rare, og ukomplicerede mennesker jeg havde fornøjelsen af at dele fredag aften med, og sendte dem afsted mod Madbloggersymposium 2010. Som jeg er ret så ked af jeg ikke kunne deltage i, øv bøv, det må blive næste år!

Billeder af Faster-Philip.dk / Lars – Grydeskeen.dk.

Related Posts with Thumbnails
Print Friendly

Dette indlæg blev postet onsdag 01 september, 2010 kl. 4:31 pm og er arkiveret under Mad. Du kan poste en kommentar og følge en hvilken som helst respons til dette indlæg igennem RSS 2.0 feed.

9 Kommentarer Smid en kommentar!

    Lars said:

    sep. 1, 2010

    Hej Philip,

    Tak fordi du gad lægge vejen forbi Århus, det var en helt uforglemmelig aften med fantastisk selskab, mad og drikke.

    Jeg er glad for at jeg endeligt fik dig mødt in persona, og jeg glæder mig til næste gang vi ses.

    /Lars

    Newyorkerbyheart said:

    sep. 1, 2010

    Hold nu op, hvor ser det hele bare fantastisk ud!!! Den middag ville jeg gerne have været inviteret med til ;-) Dejligt at være sammen med andre og blive inspireret på den måde – jeg tror altså jeg har forelsket mig godt og grundigt i den pastaret…..

    Mange hilsner
    Birthe

    Faster Philip said:

    sep. 1, 2010

    Hej Lars, tak fordi jeg måtte! Helt og aldeles enig, og jeg er 110% med på en gentager.

    I lige måde, og hvor er det rart at møde en person som dig! Nettet er nu ik helt skidt ;-)

    De bedste hilsner

    Philip

    Faster Philip said:

    sep. 1, 2010

    Hej Birthe :-)
    Det var helt fortrinligt, så jeg kan såmænd godt forstå din ærgrelse over ikke at have deltaget. Klidmoster talte om en opvarmning til d. 06 nov. Det kunne være muligheden byder sig der. Igen er jeg dog desværre optaget af arbejde d. 06 men måske jeg kan deltage den 05. nov. vi får se.

    Jeg har lavet en ret similær ret til pasta retten, men den blev godt nok bedre med de lidt syrlige cipollini løg.

    http://www.faster-philip.dk/trøffelpasta-med-oxsteak-stikløg-og-svampesauce

    De bedste hilsner

    Faster Philip

    foodfanatic said:

    sep. 1, 2010

    Det var herligt at møde dig Philip. Og dejlig mad. Pastaen var min favorit.
    Kh Nadia

    Klidmoster said:

    sep. 1, 2010

    Hej Phillip

    Jeg er dybt misundelig over at jeg ikke var med. Vi har snakket om at lave noget lignende til November når Arla kalder til huse. Det kunne være så hyl :-)

    Mine erfaringer med tonkabønner er ikke alt for gode. Jeg syntes næsten at de smager syntetisk. Har dog planer om at lave et udtræk på vodka og se om det kan bruges til noget fornuftigt.

    Glad hilsen
    Malou

    Kristian said:

    sep. 2, 2010

    Hej Philip. Tusind tak for sidst, det var rigtigt hyggeligt endelig at møde dig IRL og sikke en fanstatisk aften i godt selskab vi endte op med der. Det skal med garanti ske igen.

    Faster Philip said:

    sep. 4, 2010

    #Foodfanatic – Rigtig meget i lige måde! Tak tak, nu var det jo ikke kun min kreation ;-)

    #Klidmoster – Ja det forstår jeg da egentlig godt, jeg er også ret misundelig på alle jer der var til MBS10 – Det ville jeg SÅÅÅ gerne!!!

    Tonkaen er en sær en, men mon ikke jeg får knækket den, til en opskrift hvor den bare lige passer….

    #Kristian – Hej min ven, rigtig meget i lige måde. Ja det var dælme også på tide ;-) Jeg er helt 100 enig, det burde være en jævnligt tilbagevendende begivenhed!!

    De bedste hilsner

    Faster Philip

    Mette said:

    sep. 13, 2010

    Hej Faster Philip
    Det lyder som et skønt træf mellem flere af mine yndlingsbloggere :)
    Hvor ligger den der Grøntgård?
    Maden ser virkelig lækker ud, men mindre kunne vel heller ikke forventes med den forsamling :)
    -Mette

Smid en kommentar!