Krydderurter
onsdag 15 april, 2009 Ingen Kommentarer Postet under: Hjemmelavet fra bunden, Tips & Tricks
giver dejlig smag til vores mad. Tidligere blev de dyrket på klostre og i køkkenhaver og blev både brugt til madlavning og som medicinske urter. Urterne kan nemlig meget mere end at krydre maden. Se her hvad de forskellige urter kan, og få ideer til, hvilke retter du kan bruge dem i.Krydderurter
Purløg
(allium schoenoprasum)
Purløg tilhører løgfamilien og vokser vildt i Europa, Asien og Amerika. Der gror også purløg her i Danmark nemlig på Bornholm. Det er nemt at dyrke purløg, og krydderurten kan både vokse i haven og i en potteplante i vindueskarmen. Purløg har en skarp og frisk smag, men krydderurten er bedst i kolde retter som f.eks. kartoffelsalat, da smagen nemt kan gå tabt, når purløg udsættes for varme.
Brug purløg i kartoffelsalat, som drys på omelet eller som pynt på rugbrødsmadder f.eks. kartoffel eller tomatmad.
Purløg indeholder jern og c-vitamin. Krydderurten stimulerer appetitten, gavner fordøjelsen og fungerer også som et mildt afføringsmiddel.
Oregano
(Origanum vulgare)
Oregano minder om krydderurten merian og stammer fra Sydeuropa. Det er en meget robust urt, og dens olie er kraftig og holdbar. Urten kan opbevares længe og er god til tørring, fordi både duft og smag bevares. Man kan sagtens bruge urten i en varm ret, for smagen forsvinder ikke.
Brug oregano i Italienske retter som lasagne og spagetti bolognese og som drys på pizza.
Medicinsk er krydderurten meget kraftig og kendes for at sin beroligende effekt.
Basilikum
(Ocimum basilicum)
Er en mild sommerurt, der vokser som en busk med små hvide blomster. Urten er kendt for sin enestående og delikate smag og har været betragtet som en hellig plante i Indien.
Basilikums duft og smag er meget sårbar, og derfor skal krydderurten tilsættes, lige inden du serverer en ret.
Brug basilikum i hjemmelavet pesto, i pastaretter og som pynt.
Friske eller tørrede basilikumblade kan bruges i te og modvirker migræne, søvnløshed og nervøse spændinger. Urten har en desinficerende virkning, og basilikumte kan derfor også bruges som et omslag på hvepse- og bistik.
Dild
(Anethum graveolens)
Dild er en etårig planete, der stammer fra Europa. Den kan blive 60 cm høj og får gule blomster. I Danmark har vi to slags dild – skærmdild og bladdild. Dild bruges ofte til fisk som f.eks. gravad laks, og specielt i Polen er de helt vilde med krydderurten, som de bruger til hummer, krabber og rejer.
Læg stængler af dild ned til de kogte kartofler, brug dild i suppen og salaten eller drik en frisk dildsnaps.
Dild er rig på mineraler og har været brugt medicinsk meget længe. Urten er mild og kan derfor bruges til både børn og voksne. Dild virker beroligende og modvirker luft i maven.
Rucula
( Eruca satavia)
Rucula vokser overalt i verden og har længe været en populær urt. I Danmark kendes den også under navnet salatsennep, på grund af dens krydrende og skarpe smag. Den kan købes i de fleste supermarkeder og bruges både som krydderi og salat.
Brug rucula i pesto, i f.eks rødbedesalat eller sammen med gedeost.
Rucula har et stort indhold af c-vitamin og har tidligere været anvendt som et middel mod skørbug.
Lavendel
(Lavandula augustifolia)
Er en flerårig busk. Den har sølvgrå blade og lilla blomster. Allerede i 1500 tallet er lavendel blevet brugt til at give duft til sengelinned. Lavendel anvendes mest som duftolie og mindre som krydderurt i mad. Urten bruges meget til duftposer og i potpourrier.
Du kan bruge lavendel som et smagspift i din marmelade og kagecreme, eller du kan lægge en kvist lavendel ved stegen i ovnen.
Lavendel bruges medicinsk til astmapatienter.
Dette indlæg blev postet onsdag 15 april, 2009 kl. 8:57 am og er arkiveret under Hjemmelavet fra bunden, Tips & Tricks. Du kan poste en kommentar og følge en hvilken som helst respons til dette indlæg igennem RSS 2.0 feed.








Folk siger :