Svinekæber braiseret i mørk øl.
torsdag 19 januar, 2012 2 Kommentarer Postet under: "spare" retter, Hovedretter, Mad
Svinekæber braiseret i mørk øl med fed mos.
Svinekæber til ca. 4 pers.
Ingredienser:
1 – 1,2 kg svinekæber – hvis de ikke er afpudsede så skæres senen væk, jeg er lidt overgrundig så jeg pudser den ned på begge sider. Det er ikke nødvendigt.
6-7 gulerødder – gerne blandede sorter.
3-4 løg – også gerne blandede sorter – jeg bruger typisk rødløg, skalotteløg eller en blanding.
2-3 pastinakker eller persillerødder (valgfrit, dog gir de god smag)
2 fed hvidløg
5-6 laurbærblade (valgfrit)
2 stk. Indslev Hvede Bock
1 dåse tomatpasta/koncentrat.
Salt
Rødder, løg og hvidløg skrælles og skæres i mindre stykker, og steges hårdt af i en passende gryde med en god klat smør, de skal have farve, og gerne karamellisere pænt. Så tilsættes tomatpastaen som svitses godt af så vi kan få den der metalliske bismag væk.
Hæld øllet ved og kog godt op. Imens steges de afpudsede svinekæber godt af på en brandvarm pande igen med en god klat smør, når de har fået god farve, på begge sider, kommes de i gryden, herfra er der to veje at gå, enten at smide gryden i ovnen – og lade den hygge sig derinde i 2 timers tid, ved 160-170 grader, eller at lade gryden blive på blusset og lade svinekæberne hygge sig der ved middel-lav varme til de er møre.
Jeg har altid fået bedst resultat af at komme dem i ovnen. Jeg lader dem iøvrigt altid stå natten over og køle i lage und alles. (dette er et trin man ikke behøver at følge, man kan sagtens lave retten ud i et) Dagen efter sorterer jeg svinekæberne fra og koger lagen yderligere ned, så sorterer jeg rødder og urter fra igennem en sigte og smider dem i en blender – og blender indtil helt glat! Si´er igen og kommer tilbage i lagen – voila superb sauce, ej, sovs sku! Så Tilbage i gryden med svinekæberne, husk nænsom opvarmning ellers kan de “smuldre” lidt.
Hertil serveres en god fed mos, evt med lidt æggeblommer i og smør – det gir god smag og struktur. Evt rørt op med hakket persille.
Dette indlæg blev postet torsdag 19 januar, 2012 kl. 4:59 pm og er arkiveret under "spare" retter, Hovedretter, Mad. Du kan poste en kommentar og følge en hvilken som helst respons til dette indlæg igennem RSS 2.0 feed.









Kim Schulz said:
jan. 19, 2012
Herligt ret når den laves rigtigt som her.
Forleden havde de det på menuen i vores firma kantine…jeg var henrykt lige indtil jeg så og smagte det monster de havde lavet.
Kødet var ikke renset af, og ej hellere braiseret mørt. Smagen var bitter af dårlig tynd øl og ellers uden nogen nuancer. Havde de så i det mindste bare saltet retten – men nej :-/
Det er vist første gang at jeg har smidt noget så lækkert som svinekæber direkte i skralderen…sørgeligt!
Din udgave….mums!
kim Schulz
Faster Philip said:
jan. 22, 2012
Hej Kim,
Enig! Skal det gøres, skal det gøres ordentligt! Det er da sørgeligt – det er ikke svært at få godt, en smule tidskrævende men også tiden værd efter min mening. Surt de stakkels kæber endte i skralderen….
Tak for de pæne ord min ven
De bedste hilsner
Faster Philip